Hundrede dage

Af Manfred Christiansen

Regeringen indfører smittebegrænsningstiltagene, og i sjov skåler vi i Cava (for feje til at skåle i Corona) til dronningens usædvanlige tale på Skt. Patricks dag. Jeg tænker det måske er meget godt at kaste en kæp i hjulet på vores overforbrugssamfund, og at nogle forældre nok ville have godt af at være lidt mere sammen med deres børn. Koncerter vi har billetter til bliver udsat til næste år – dem kan vi så stadig glæde os til. Caféer, restauranter og museer holder lukket. Og når vi går ud, skal vi blot holde afstand og spritter hænder. Det gør vi i forvejen på grund af hendes sygdom.
Easy Peasy.
Andre gøremål fortsætter som hidtil bare i en anden form. Hun arbejder nu hjemmefra og holder møder på Zoom, og min undervisning på Københavns Universitet bliver til fjernundervisning og selvstudie. Mit lille firma er helt upåvirket fordi jeg i forvejen arbejder hjemmefra, og kontakten til kunderne er digital.
Første tur til onkologisk afdeling på Herlev efter nedlukningen er også den samme: 5’eren fra Elmegade til Herlev Hospital. Nu er der bare færre passagerer. Jeg må så heller ikke komme med op i venteværelset, men må vente pænt i forhallen indtil jeg får lov at komme med ind til samtalen med lægen.
En stor plakat på glasdøre beder med venlige, men bestemte ord de pårørende om forståelse for den nye situation. Det skulle nødigt gå hen og forværre situationen for de særligt udsatte, så hold afstand og husk at spritte hænder. Dispenseren der står ude på gangen ved indgangsdøren, er halv fuld.
I forvejen passer vi meget på infektioner af forskellig slags. Fordi hun er mere sårbar. Ligesom alle andre, der er knyttet til afdelingen også passer på. Derfor forekommer det mig ulogisk at jeg skal vente udenfor på at få en særlig tilladelse for at deltage i samtalen som også vedkom mig, selvom det er hende, der er syg.
På det seneste har hun klaget over at hendes ben sover og ikke har kræfter i dem. Derfor fik hun en ekstra skanning i sidste uge. Forhåbentlig viser de nye skanninger hvad der kunne være årsagen så det kan blive behandlet.
Min telefon ringer, jeg får lov at komme op.
Jeg spritter mine hænder igen for en sikkerheds skyld. Glasdøren åbner sig da jeg nærmer mig, og den venlige men bestemte plakat glider til siden.
Bag døren sidder en håndfuld tavse mennesker i siddegrupper. Det er venteværelset for strålebehandlingen. Der plejer at være flere – de pårørende mangler. Det plejer også at summe af sagte samtaler, men nu er her stille. Som om samtaler også smitter.
Øjne følger mig da jeg går forbi. Jeg undertrykker et rømmen: de skal nødigt tro noget forkert. Op ad trappen til venstre. Jeg ser ikke sygeplejersken på repoten. Hun ser bebrejdende på mig og læner sig op i et hjørne mens jeg passerer. Jeg nikker med et forlegent smil. I afdelingens reception kan de huske mig, og jeg kan passere uden at stoppe. Også dette venteværelse er sparsomt befolket og trykkende tavst.
Jeg ser hende for enden af gangen. Hun vinker.
Lægen er på værelse 1, siger hun. Fordi alt er så stille, er det som et råb.
Vi træder ind. Jeg undertrykker trangen til at give hånd da lægen rækker sin hånd frem. Lægen undskylder med vanens magt og trækker hånden tilbage.
Lægen gennemgår resultaterne af seneste skanning. Nyhederne er ikke gode: den seneste behandling har ikke haft den ønskede virkning, og der er konstateret vækst i flere metastaser. En af svulsterne sidder ved rygraden og presser på nerverne, det giver symptomerne af sovende ben. Lægen taler videre uden pause og afstanden til os synes at vokse. Lægen mener ikke at de har behandlinger der vil kunne helbrede hende, i stedet er det et spørgsmål om behandlinger som forbedreder livskvaliteten, en terminalerklæring ville kunne spare os for mange udgifter til medicin og giver også muligheder for hjælp af forskellig slags. Tiden til en ny stråling på svulsten ved rygraden bliver sat til om en uge. En fuld dosis. En operation dér ville være for farlig.
Terminalerklæring.
Vi kører tavse tilbage og deler nogle tårer.

I løbet af lørdagen tager symptomerne til. Ikke kun benene sover, også ballerne. Hun har svært ved at stå og falder om i badeværelset da hun børster tænder.
Om søndagen kan hun ikke kontrollere blæren.
Vi ringer, og hun bliver hentet af en liggende transport til en hastebehandling i strålekanonen. Hun kan ikke stå selv, så det er umuligt for hende at gå ned ad trapperne. De må hente trappeklateren. Falck-folkene er flinke og imødekommende, men reglerne forbyder at jeg kan komme med.
Efter strålingen bliver hun indlagt af plejehensyn, for hun er lammet fra hoften og ned. Hun kommer ind på en karantænestue og bliver testet for infektionen. Jeg må ikke besøge hende.
Hun er ikke smittet så det er jeg nok heller ikke, for jeg har ikke været sammen med andre. Alligevel må jeg ikke besøge hende. Det vurderes at vores lejlighed på nuværende tidspunkt ikke er egnet til en kørestolsbruger, derfor forlænges hendes indlæggelse, og hun kommer ind på en tremandsstue. Et tv til deling med dårlig signal kan jeg huske fra sidste år i november, da hun var indlagt.
Dengang mødte jeg en tidligere kollega som også var indlagt. Da jeg skiftede arbejdsplads stoppede kontakten, så jeg havde ikke set hende i 24 år. Vi arbejdede tæt sammen dengang, men jeg kunne næsten ikke genkende hende.
Hun døde i januar, og jeg hørte at kirken havde været stuvende fuld. Det var før nedlukningen.

Der er ikke meget at tage sig til i afdelingen, siger hun. Hun ligger i sengen hele dagen. Eneste ægte adspredelse ville være et besøg som dengang i november, men jeg må stadig ikke komme op på 17’ende, for patienternes helbred er sårbart, siger de. Men hvad med deres mentale helbred, tænker jeg.
Vi sms’er med hinanden. Hun sender emojis og giffer. Jeg svarer med emojis og egne ubehjælpsomme tegninger lavet med fingeren på skærmen.
Da jeg ringer, hvisker hun i hendes ende. Jeg hører et jamren i baggrunden. Det er hende i sengen til venstre. Hun er ked af det for ingen må besøge hende. Hendes mand har fået en besøgsdispensation og må komme og gå som han vil. Ham vil hun til gengæld ikke se. Hun håber på hun snart kan komme på hospice og få en egen stue, hvor hun kan jamre i fred.
Da vi slutter samtalen er det mig der jamrer.
Jeg forsøger at få en besøgsdispensation, men hendes sag er ikke alvorlig nok. Det vil sige, døden er ikke lige op over. Jeg er lettet og skræmt på samme tid.
Vi får lov at låne en kørestol til når hun kommer hjem, men jeg må ikke komme op på etagen for at hente den. En portør kører den ud til hovedindgangen, jeg kan tage den da han er gået. Jeg kører i den halv tomme 5’er med en helt tom kørestol. Folk skuler efter mig, da jeg stiger af ved Elmegade.
Når jeg nu ikke kan få en besøgsdispensation, testkører jeg lejligheden i kørestol. Det er svært at komme ind ad den lange smalle gang der fører til soveværelset, badeværelse og køkken. Badeværelset er helt umulig: både for lille og et trin på ti centimeter. Og så er døren for smal. Vi bor på første sal og der er ingen elevator.
Lejligheden er stor, tom og håbløs.
Efter en uge får hun tildelt en aflastningsplads på et hospice indtil hun kan komme hjem igen. Her kan jeg besøge hende. Jeg og to andre efter eget valg. Første gang jeg besøger hende står en rustvogn på gaden foran hospicet. En bedemand står med en kiste ved dørtelefonen og taler med receptionen. Han får lov at komme ind og bliver bedt om at holde den fornødne afstand til de dødes pårørende.
Mens jeg holder mig også på afstand og venter til bedemanden er blevet lukket ind, kommer jeg i tanke om at også kirker er omfattet af forsamlingsforbud.
Så ringer jeg på. Jeg præsenterer mig og bliver lukket ind. Fordi jeg er der for første gang bliver jeg modtaget af en sygeplejerske og ført hen til hendes værelse. Hun sidder i kørestol og smiler da jeg kommer ind. Jeg er overvældet af at se hende i kørestol. Ved ikke om jeg rent faktisk må gå hen og røre hende. Kigger på sygeplejersken som nikker. Vi krammer hinanden og snakker sammen uden at være skærmet af elektronik.
Stedet er fredfyldt, og de ansatte er imødekommende. Der er også et køkken for de besøgende, men på grund af de midlertidige regler er det indtil videre lukket. Og det hyggelige atrium er godkendt til tolv personer, men der er siddepladser til mindst fyrre personer ved ti borde.
Med tiden finder vi ind i en ny rytme: Jeg laver mad hjemme og tager det med i en termotaske som holder maden varm. Jeg føler mig som et Wolt-bud. Vi spiser sammen, griner sammen og græder sammen. Isolationen er der stadig, men føles mindre intens når vi er i den sammen.
Hendes værelse er i stueetagen og har et stort vindue og en terrassedør, men man kan ikke komme ud ad den, for udefra er der på dørkarmen skruet en ramme med vandrette lameller af træ. Forårets lune brise kan dog komme ind og give indtryk af at være udendørs.
Hospicet har modificeret reglerne en smule, og ser igennem fingrene når venner kommer på besøg. I stedet for at komme ind, står de udenfor og kigger ind som var hun en panda i Frederiksberg Zoo.
Reglerne er lavet for at beskytte beboerne for infektioner, og det kan redde deres liv, siger de. Det kan umuligt redde dem fra terminalerklæringen, tænker jeg, men holder min tanke for mig selv.

Det er mandag. Vi får besked om at hun snart kan udskrives. Inden hun overhovedet kan komme hjem skal lejligheden være egnet til kørestol. Jeg har allerede flyttet et par overflødige stole ned i kælderen, men nu hægter jeg døre af, den blændede brede dør til badeværelset bliver genåbnet og endnu flere møblerne flyttes ned i vores kælderrum. Hun bliver nødt til at have en plejeseng, så IKEA-dobbeltsengen vi lige havde købt saver jeg i to dele så den kan komme ud af soveværelset uden at jeg skal splitte den i alle enkeltdelene. Jeg overvejer at smide den ud, vi får sandsynligvis aldrig mere brug for den.
Onsdag sender kommunen deres visitator. Fysioterapeuten fra hospicet er også med. Og for første gang i over en måned kommer hun hjem. Folkene fra kommunen tager et gennemsigtigt plastikvisir foran ansigtet og en gul engangskittel på, inden de kommer ind. Det skaber afstand og stemmerne dæmpes. Min kone behøver ikke have visir på.
Visitatoren går rundt og måler. Jeg fortæller hvad vi godt kunne tænke os at få gjort: siddebadekaret kan jo ikke bruges mere; måske kunne det fjernes, en rampe op over trinet af den genåbnede dør til badeværelset ville også være en god idé, og hvis jeg fik hjælp til at få pillet den indvendige isolering fra væggen i lange gang ville det give ti centimeter mere til kørestolen. Visitatoren noterer ønskerne, men gør det klart, at hun mener vi skulle overveje at flytte. Til hvad, spørger jeg, for det er jo ikke ligefrem mange steder man kan flytte hen på Frederiksberg. Visitatoren foreslår en toværelses ældrebolig. Hvad så med mit firma jeg har i det lille kontor inde bag køkkenet, spørger jeg, er der en kontorplads i den bolig de tildeler? Det mener hun ikke der er. Og hvad så efter hun er død, spørger jeg, mon jeg kan blive boende? Absolut, tror hun beskyttet bag sit plastikvisir. Det kommer på ingen måde på tale, for så skal jeg sælge de fleste af vores møbler og jeg må lukke mit firma, svarer jeg. Møblerne kunne jeg opmagasinere, mener visitatoren. Jeg kan ikke se forskellen mellem opmagasinering og salg for jeg får aldrig igen fat i en lejlighed i samme størrelse, jeg ville have råd til.
Hvis vi bliver boende, mener visitatoren, kan hendes plejeseng stå i den ene af stuerne. Men hun skal da stadig ud på toilettet, siger jeg. Løsningen ifølge visitatoren er, at det kan besørges i bækkenstolen i stuen. Det vil min kone til gengæld ikke finde sig i.
Efter en time er visitationen forbi, og hun køres tilbage til hospicet. Folkene fra kommunen efterlader en affaldspose med deres engangssikkerhedsdragter og -plastikvisirer.
Næste dag får jeg at vide at hun udskrives fra hospice efterfølgende onsdagen. Jeg får travlt.
Så ringer visitatoren. Hun bedømmer badeværelset til at være stort nok så siddebadekaret bliver. Til gengæld mener hun, at det ikke er muligt at indrette lejligheden til kørestolsbruger og derfor vil de ikke hjælpe med den isolerede væg. Jeg indvender at hun sendes hjem onsdag, om de så har en bolig klar som vi kan flytte ind i. Det er der nok ingen der kan skaffe, mener hun, og plejesengen kan som hun har sagt flere gange tidligere stå i stuen, og i øvrigt kommer den på mandag.
Jeg har travlt.

Med det samme går jeg i gang med at flå isoleringen fra væggen i gangen. Sved hagler af mig og støvet fra Rockwool og spånpladerne klister sig til porerne i huden. Jeg tør næsten ikke bede venner om hjælp ifald de kommer med smitten, men jeg tager chancen. De kommer så i små hold ad gangen og hjælper i etaper.
Væggen i gangen mangler stadig at blive sandspartlet, pudset og malet, da to flyttemænd kommer med plejeseng, bækkenstol, personløfter og rampe til badeværelset. De er hverken i sanitetsdragt eller har beskyttende visir på. Jeg spørger om det ikke er noget de skal bruge og får at vide at der for dem gælder et andet sæt regler. Jeg spørger mig selv om det er et officielt eller et eget regelsæt og holder mig på afstand. Spritter sengen og bækkenstolen af da de er gået.

Lejligheden er i kaos.

Overalt poser med ting der enten skal i kælderen, smides ud eller finde en ny plads i lejligheden. Vi har bare for mange ting for der også skal være plads til at komme rundt med en kørestol. Min boksmadras fra dobbeltsengen har fået ben med hjul under, begge dele fra IKEA, så hjemmehjælpen let kan flytte den. Inden hun kommer hjem, når en ven og jeg at sandspartle væggen. Malerunden må komme på et senere tidspunkt.
Det hele går så hurtig, så jeg mentalt ikke når at indhente tiden, også det må komme senere.
Jeg forsøger at gøre hendes hjemkomst til en festlig begivenhed, med lækker mad og vin ad libitum. Det ender i forvirring for samtidig med at hun er hjemme igen, kommer hjemmehjælpen i flere hold for at præsentere sig og lave aftaler med, hvad der skal gøres, hvordan og hvornår. Ad libitum bliver derfor kun en halv flaske Barolo. Da hun er blevet puttet af hjemmehjælpen, drikker jeg resten til en Netflix-serie og lader tiden glide.
Langsomt finder vi en rytme mellem hjemmehjælpens fire daglige besøg. Deres smittebeskyttelse ser ud til at være at spritte hænderne inden de tager deres blå latex-handsker på, og man giver ikke hånd men albue.
Men afstand er umulig.

Regeringen genåbner Danmark i små bidder, men efter flere måneders nedlukning har jeg fået vaner jeg ikke kan slippe lige med det samme. Jeg har hverken været syg eller smittebærer, alligevel er jeg på bare hundrede dage blevet en anden og mærker følgerne som skygger brændt fast i min hjerne. Således går jeg ud på cykelstien når der er modgående trafik på fortorvet. Bliver stående og venter når nogen går ind i Frederiksbergcentrets karusseldør før mig. Holder fire trins afstand på rulletrappen. Bestiller takeaway fremfor at gå på restaurant. Ser Netflix-serier i stedet for at gå i biografen eller teatret. Og så er der isolationen: selvisolationen og den institutionelle. Venner og familie møder vi kun i små grupper efter nøje planlægning eller i virtuelle rum på nettet.

Hun og jeg, vi har trods alt hinanden igen.

***

Om Manfred Christiansen:

Manfred Christiansen (f. 1963) er mest kendt blandt science fiction fans, hvor han siden 2007 har været leverandør til noveller i Science Fiction Cirklens årlige Lige under overfladen-antologi og fået udgivet sin egen novellesamling Galaktiske forestillinger. Derudover har han skrevet tre spændingsromaner, hvoraf den ene kan hentes gratis som ebog på hans hjemmeside, og de to andre er udkommet på uafhængige forlag. Han har også oversat en ældre tysk science fiction (fra 1920) fra tysk til dansk og sin egen novellesamling fra dansk til tysk (Galaktische Vorstellungen) som således er udkommet i Tyskland. Derudover har han deltaget i en håndfuld andre antologier – også en hvor han har leveret tegninger til en historie om den tyske besættelse under anden verdenskrig (Knivsæg, 2015, Fahrenheit).
Til daglig er han gymnasierettet kandidatstuderende på Københavns Universitet i tysk sprog og kultur med tilvalg i kunsthistorie. Han har også et eget lille firma, hvor han laver bogopsætning og omslag for forskellige undergrundsforlag.
I sin fritid laver han omslag til Science Fiction Cirklens udgivelser (82 omslag siden 2010), bygger guitarer og danser argentinsk tango.

Bibliografi:
Galaktiske forestillinger (2012) – Science Fiction Cirklen
The Real Houdinis (2014) – Valeta
Galaktische Vorstellungen (2014) – Saphir im Stahl, Tyskland
De indviede (2017) Egolibris

Kun som ebog:
T4nke XPr1m3nt (2007) – gratis ebog

Oversættelse:
Stjernen af Afrika (2019) – Science Fiction Cirklen, efter “Der Stern von Afrika” (1920) af Bruno H. Bürgel (*1875 – †1948)

One thought on “Hundrede dage

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s