Skattejagt af Marie Howalt

Høretelefonerne er Emils bedste venner. Når han skruer op for musikken, forsvinder hele verden omkring ham, og han kan slappe af. Sådan rigtigt. Det har altid været sådan. Når han sidder i en propfyldt bus med tre bønehaveklasser rundt om sig, eller når han er på vej hjem fra en fest og ikke gider høre på andre menneskers fuldesnak, eller når hans lillesøster Emma skændes med deres mor. Men nu er høretelefonerne ikke bare nice. De er livsnødvendige. Med dem på kan Emil næsten tro på, at hele familien ikke er fanget i lejligheden 24/7.
Klokken er 18.28, det er fredag aften, og Emil ved, at freden ikke vil vare ved ret meget længere. Hvis det stod til ham, ville han blive på sit værelse. Der er ikke noget i vejen for, at han kan tage en tallerken og spise aftensmad for sig selv. Men nej. Sådan kommer det garanteret ikke til at gå.
Døren går langsomt op. Emils fars ansigt har en forsigtig mine på, da det bevæger sig ind i Emils synsfelt. Hans mund åbner og bevæger sig.
Emil tager høretelefonerne af.
“Der er mad nu,” siger hans far.
“Jeg er ikke så sulten,” forsøger Emil.
Hans far rynker brynene. “Er der noget galt?”
Og Emil gider ikke. Han gider ikke forklare, at der ikke er noget galt, andet end at det er vildt irriterende at hans forældre insisterer på at holde fast i gode rutiner, som de kalder det. “Hvad skal vi have?” spørger han i stedet.
“Fiskefilet,” siger hans far.
“Okay.” Emil ser sig slået.
“Husk at vaske hænder,” siger hans far. Selvom han ikke har været uden for en dør i dag. Eller dagen før. Eller dagen før den.
Emil vasker hænder alligevel.
“Hvordan har jeres dag så været?” spørger Emils mor, da de alle sammen sidder ved bordet, og Emil venter på, at Emma bliver færdig med nøje at udvælge, hvilke kartofler hun vil have.
“Ej, helt ærligt, mor,” siger Emma. “Du ved alt, hvad vi har lavet hele dagen.”
Emil stikker et stykke fiskefilet i munden, så han ikke kommer til at sige, at de nærmest har siddet på skødet af hinanden hver dag, siden statsministeren lukkede hele landet ned. Han havde ikke troet, at han ville komme til at savne skolen, og teknisk set har han timer, men det der med videoundervisning er bare småpinligt. Lærerne er alle sammen vildt akavede, og af en eller anden grund skal de bare sætte kameraet i den mest ucharmerende vinkel, de kan finde.
“Ikke alt,” argumenterer deres mor. “Far var ude at købe ind, I to har haft timer, og jeg har arbejdet.”
“Jeg talte med farmor tidligere,” siger deres far. Hun bor på plejehjem, og de plejer at besøge hende tit. Men nu må de selvfølgelig ikke. “Der er én …” Han rømmer sig.
Shit. Deres mor bliver helt stille på en måde, der fortæller Emil, at hun allerede ved, hvad det handler om. Og det er helt sikkert ikke godt.
“Der er en af de andre beboere, som er blevet syg.”
“Med corona?” spørger Emma.
Selvfølgelig med corona. Hvorfor skulle han eller nævne det?
“Ja,” bekræfter deres far. “Det er ikke en af dem, farmor har så meget med at gøre. Og de har selvfølgelig isoleret ham.” Der hænger et ‘men’ i luften. Men personalet har haft med ham at gøre og så de andre beboere uden at vide det. Men måske han har rørt ved det samme dørhåndtag som farmor. Men det kan være, at det er personalet, der har smittet ham.
“Ej, fuck,” siger Emma.
“Ja, det opsummerer vist situationen ret præcist,” siger deres mor.
“Men farmor er okay?” spørger Emil.
“Ja, ja. Hun har det godt. Jeg skulle hilse.”
Men der hænger alligevel en mørk sky over middagsbordet. Ingen siger det, men alle er bekymrede for hende.
Bagefter går Emil tilbage på værelset. Hans forældre foreslog ellers at spille et spil sammen, men både Emma og Emil er ved at være lidt trætte af de samme fem brætspil.
Der er en ny besked på Emils telefon, da han kommer tilbage til den og høretelefonerne. Det er fra Malthe fra klassen. Men der står ikke noget i beskeden. Det er bare et link til en liste på Google Maps. Der er kun en enkelt markering på kortet.
Hvad er det? spørger Emil.
Få sekunder efter svarer Malthe: Følg kortet, så finder du ud af det. 😉
Det markerede sted er midt i ingenting ude på fælleden. Hvad har Malthe gang i? Der er da ikke noget derude. Et øjeblik overvejer Emil, om det er en lam practical joke. Men nej. Ikke når det er Malthe. Emil har lyst til at tage af sted med det samme, men det er mørkt udenfor, og han gider ikke at vade rundt i kokasser og mudder midt ude på fælleden i mørket.

Næste morgen finder Emil et par håbløse gummistøvler, som er blevet et halvt nummer for små, siden han sidst brugte dem.
“Hvor skal du hen?” spørger hans mor, mens han tager dem på.
“Bare lidt ud,” svarer Emil.
“Alene?”
“Ja, selvfølgelig.” Hvorfor spørger hun overhovedet? Der er et par fra klassen, der har planer om at feste i aften på trods af forbuddet. Emil har ikke tænkt sig at sladre, men han er heller ikke dum nok til at være med. Han er ret sikker på, at Malthe ikke har sendt ham ud efter noget, der går imod regeringens formaninger. På en eller anden måde lykkes det altid Malthe at følge regler og love, række hånden op i timerne og lave alle sine lektier til tiden, men stadig være populær. Det har muligvis noget at gøre med, at han har verdens pæneste smil og altid ved, hvordan han skal tale med folk for at få dem til at føle sig godt tilpas. Alle kan lide Malthe.
Emil cykler forbi Field’s og over på fælleden. Der er ret mange familier, som er ude at gå tur. Faktisk så mange at det er umuligt at holde den rigtige afstand hele tiden. Men efterhånden som han kommer længere og længere ud, er der færre mennesker. Hjulene på hans mountainbike begynder at hænge i mudderet, og da han til sidst må se sig slået af den våde jord, er Emil glad for gummistøvlerne. Han stiger af cyklen og tjekker kortet. Det, han leder efter, er ikke mere end 500 meter væk. Men … Han kniber øjnene sammen og stirrer ud over den flade fælled. Man kan ikke se noget specielt herfra. Men noget må der vel være.
Et øjeblik står Emil helt stille. Det blæser. Han skulle nok have taget vanter på, selvom den mærkelige, sneløse vinter er gledet over i forår. Nogle gæs flyver hen over hovedet på ham og skråler til hinanden. Når han vender sig væk fra Ørestadens bygninger og de folk, der går på stierne, er det som at være i en helt anden verden. En verden uden mennesker. Men på en anden måde, end når man går i de tomme gader. Herude føles det ikke forkert. Herude er det meningen, at der skal være øde.
Han lægger cyklen ned og begynder at trave ind over græsset. Der løber en bæk foran ham, men den er så smal og lavvandet, at han kan skræve over den. Det her er absolut ikke, hvad han havde tænkt sig at bruge sin lørdag på, men det er faktisk meget sjovt.
Da Emil kun er ti meter fra markeringen på kortet, begynder han at tvivle på, at der er noget som helst. Men så ser han en gren, der stikker op fra jorden. Det ser ikke ud, som om den vokser der, men som om nogen har stukket den ned i jorden. Og ja, der ligger faktisk noget ved siden af grenen. En gennemsigtig lynlåspose. Emil samler den op. Der er en bog i den. American Gods af Neil Gaiman. Før coronakrisen læste klassen en novelle af ham i engelsk. Emil kunne ret godt lide den, og på en eller anden måde er det lidt rart, at Malthe kan huske det. Han står med posen i hænderne et stykke tid. Det må vel være meningen, at han skal tage den med hjem og læse den. Han fisker sin telefon op af lommen, tager et billede af bogen, hvor man kan se den flade natur i baggrunden og sender det til Malthe.
Malthe svarer, før Emil når at komme telefonen tilbage i lommen. God fornøjelse! 🙂
Emil går tilbage til cyklen, kører hjem og lukker sig inde på sit værelse med bogen.

“Sikke aktiv du er blevet,” siger Emils far næste dag, da han er ved at tage overtøj på.
Dagen før brugte Emil på at læse den første halvdel af bogen fra Malthe og overveje, hvordan han bedst gør gengæld. Kun afbrudt af kvalitetstid med familien og bekymret snak om farmor, hvis nabo på plejehjemmet også er blevet syg nu og venter på at finde ud af, om det er corona. “Jeg trænger bare til at komme lidt ud,” svarer Emil og tager sin rygsæk på. Der er ikke særlig meget i den. Bare en enkelt bog i en lynlåspose.
Han tager ikke cyklen denne gang. Der er ikke ret langt hen til det sted, han har i tankerne. Det er bare om på den anden side af metroen og så et stykke henad stien, der går forbi bagsiden af gymnasiet.
Parkeringshuset har flere etager. Det har regnet, og der ligger vandpytter med regnbueeffekt fra bilernes udstødning på asfalten. Emil går ned ad trappen til første kælderniveau og ser sig omkring. Der er ikke en eneste bil, og bortset fra Emils egne fodtrin og åndedræt, er der musestille. Han finder rampen til den nederste etage og går længere ned, forbi graffiti, en tom indkøbspose og en bunke cigaretskodder. Der er lidt en zombiefilm-vibe over det. Som om hele verden ligger øde hen. Passende nok er det også en lidt creepy bog, Emil har valgt til Malthe. Det er Skovrå af Astrid B.Z. Madsen, som han selv læste sidste år. Helt henne i hjørnet af parkeringskælderen er der et aflukke med gitter for. Der står nogle maskindele derinde. Emil tager bogen op af tasken og sætter sig på hug foran gitteret. Han skubber plastikposen ind og ud til siden, så man skal helt hen og kigge ind, før man kan se den. Han rejser sig igen, ser op og får øje på et overvågningskamera. Må man egentlig godt være i et parkeringshus, når man ikke har en bil? Det ser garanteret suspekt ud, at han lusker rundt og gemmer ting i hjørnerne. Men der er nok ikke nogen, der sidder og kigger på filmen.
Han markerer stedet på Malthes Google Maps-liste og begynder at gå tilbage mod udgangen.

Det er lidt skuffende, at Malthe ikke svarer med det samme. Emil havde håbet, at han ville sige et eller andet om det. Spørge, om det også er en bog, Emil har gemt. Eller sige, at han glæder sig til at finde den. Eller bare spørge, om Emil kan lide American Gods.
Men næste formiddag brummer telefonen endelig, og Emil overrasker sig selv ved at smide alt, hvad han har i hænderne for at se, om det er Malthe. Og det er det. Et billede af Malthes hånd, der holder den gennemsigtige pose med Skovrå i. Og en smiley, der blinker og laver trutmund.
Emil kan ikke lade være med at grine. Han er næsten færdig med American Gods nu, og han håber sådan … Det er så fjollet, men han håber virkelig, at Malthe kan lide den bog, han har valgt. Og at han lægger en ny bog et sted, hvor Emil kan finde den. Snart. Alt det skriver han ikke. Det lyder alt for trængende. Så i stedet svarer han: God fornøjelse! Ham Gaiman er ret nice forresten.

Mandag eftermiddag modtager Emil endnu et sæt koordinater på Google Maps. Han kan lige nå det før aftensmaden. Denne gang skal han hen på en byggeplads, som ligger ti minutter væk. Den er indhegnet, og Emil må ned på jorden og skubbe sig frem for at komme ind. Han har støv over det hele, men det gør ikke så meget, for han finder en pose med en bog af Pernille L. Stenby, der hedder Inkarnation, nede i et hul. Hvis han havde ventet til næste dag, så var den garanteret blevet dækket med jord eller taget af én af dem, der arbejder her. Han sender Malthe et billede af sin støvede hånd, der holder bogen som bevis. Og han begynder allerede at pønse på den næste bog.
Det bliver Cory Doctorows Walkaway. Emil ender med at kravle op i et træ på den golfbane, der ligger over for Bella Center, for at hænge posen på en gren tirsdag aften. Det er næsten for mørkt til at se, hvad han laver, men han ville ikke klatre rundt, mens der gik spillere på banen.
Næste dag får Emil tre beskeder fra Malthe. Den første er et billede af Walkaway. Den næste er endnu en lokation på Google Maps. Den tredje er den, Emil undrer sig over. Kl. 20 i aften. Ingen forklaring. Kan Malthe have gemt en bog et sted, hvor den forsvinder, hvis Emil venter længere? Ligesom byggepladsen, men endnu mere udsat? Eller kan Malthe bare ikke gemme den før om aftenen? Emil har lyst til at spørge, men han lader være. Han vil ikke risikere at ødelægge legen ved at stille for mange spørgsmål.
Han tager cyklen langs metroen, forbi den sidste station og videre til Naturcenter Amager. Solen står lavt og sender lange skygger hen ad jorden. Der er flad natur hele vejen til horisonten og vandet, og fuglene skræpper op. Det er muligvis krager. Hvis det er, så er de nok ved at vende. Emil finder en låge til et indhegnet område og går ind. Til højre står der et kæmpe skib af træ, men det er ikke der, han skal hen. Ifølge kortet er hans destination en mærkelig klynge af træstammer uden grene eller kroner, der strækker sig mod himlen. Det ser mystisk ud og ret flot i solnedgangen. Men der er også et andet lys. Det kommer fra et sted mellem stammerne, og Emil bliver hurtigt sikker på, at det er et bål. Han stiller cyklen og når lige at få den tanke, at han måske skal redde en bog ud af flammerne, før han ser Malthe.
“Hej,” siger Malthe. Han sidder på en sten ved siden af bålet og sender Emil det der smil.
“Hej,” siger Emil. “Hvad …” Han laver en bevægelse med hånden.
“Sid ned,” siger Malthe. Han peger på en sten et par meter væk fra den, han selv sidder på. Der ligger en dåsecola, en pose chips og en sjælden flaske håndsprit på den.
Der er virkelig mange ting, Emil kunne sige. Tak, for eksempel. Men det, der kommer ud af hans mund, er: “Ej, hvor har du fået sprit fra?” Det er så dumt.
Men Malthe griner bare. “Min mor har et hemmeligt stash.”
Emil er ikke sikker på, om det er seriøst ment. Han sætter sig på stenen og sprøjter noget sprit ud i hænderne. Det er næsten helt mørkt omkring dem nu. De flakkende flammer lyser Malthes ansigt op, mens han åbner sin cola og tager en tår af den. “Skål,” siger han.
“Skål.” Emil løfter sin egen dåse og drikker så. “Det er en ret fed idé, det her.”
“Man bliver jo nødt til at tænke lidt anderledes, når verden går under om ørerne på en. Så man kan være sammen hver for sig og alt det der.” Malthe stopper en håndfuld chips i munden og tygger. “Det er nogle gode bøger, du har valgt,” siger han så.
Emil er ret sikker på, at han rødmer. “Tak. I lige måde. Så,” tilføjer han og prøver at få det til at lyde som en henkastet bemærkning, “har du lavet skattejagt til alle i klassen?”
Malthe smiler. “Nej. Bare dig,” siger han.
Jo, Emil rødmer helt sikkert. Og han smiler nok også lidt fjoget. “Det her er også rart,” siger han. “Tak. Det er en god afslutning på skattejagten.”
“Selv tak,” kommer det prompte fra Malthe. “Men det behøver ikke være en afslutning. Jeg har et par bøger til, som jeg synes, du skal læse.”
“Jeg tror også, jeg har nogle flere, du vil kunne lide.” Emil tager en slurk til af colaen. Det kan godt være, at verden er gået i stykker. Det kan godt være, at han hænger på sin familie døgnet rundt, og at København ligner noget fra en zombiefilm, og at han er bange for, at hans farmor risikerer at blive en del af de tal, der hele tiden stiger i nyhederne, og at han hellere ville være tættere på Malthe, men lige nu er det her okay. Det er mere end okay.

Marie Howalt bor på Amager og har travet Amager Fælled tynd under coronakrisen (dog uden koordinater til gemte bøger), men Skattejagt er den første af Maries fortællinger, som foregår i lokalområdet.
For det meste skriver Marie forskellige typer spekulativ fiktion, som spænder over postapokalyptisk fiktion, science fiction, fantasy og historier, der befinder sig et sted midt imellem.
Efter endt studie i engelsk og religionsvidenskab på Københavns Universitet arbejdede Marie i en periode som billedmedieoversætter. Men en skade, som forårsagede den kroniske sygdom PCS (postcommotionelt syndrom), blev startskuddet til et omfattende sporskifte. Nu skriver Marie så meget som fysisk muligt og arbejder som deltids-pusher af kunstnerartikler i én af Københavns ældste butikker.
Maries traditionelt udgivede debutroman We Lost the Sky udkom i 2019, og fortsættelsen udkommer senere i år. Desuden har Marie bidraget med noveller til Every Day Fiction, Boned og andre antologier.

Sving forbi Maries Instagram eller Twitter og sig hej, besøg www.mhowalt.dk eller tag en tur til Patreon, hvis du har lyst til at stifte bekendtskab med flere af Maries tekster.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s